Retinal disparitet er den lille forskel mellem de billeder, der projiceres på de to nethinder. Fordi øjnene er adskilt vandret, modtager hvert øje et noget forskelligt syn på verden; det visuelle system bruger denne forskel som et kikkertsignal for dybde.

Nærliggende objekter producerer større uligheder end fjerne objekter. Neuroner i den visuelle cortex er indstillet på specifikke uligheder og signalerer de tilsvarende dybder. Signalet er særligt præcist inden for få meter og bliver mindre informativt på større afstande, hvor monokulære signaler tager over. Stereoskoper, 3D-film og virtual reality-skærme udnytter nethindeulighed ved at præsentere lidt forskellige billeder for hvert øje.

Mennesker, der mangler binokulært syn fra den tidlige barndom, udvikler ofte lav stereoskarphed og er mere afhængige af monokulær information. Midlertidig forstyrrelse af uparitet, som med visse optiske apparater, kan forringe dybdevurderingen. Retinal uparitet er det geometriske grundlag for stereoskopisk dybdeopfattelse.

Den lille uoverensstemmelse mellem de to øjnes synspunkter er det, der gør det muligt for hjernen at beregne præcis nærdybde.