Stedteorien foreslår, at forskellige lydfrekvenser stimulerer forskellige steder langs basilarmembranen i cochlea, og at hjernen bestemmer tonehøjden ud fra placeringen af ​​​​peak-stimuleringen.

Højfrekvente lyde producerer maksimal vibration nær bunden af ​​cochlea, tæt på det ovale vindue. Lavfrekvente lyde bevæger sig længere og topper nær apex. Hårceller på hvert sted sender signaler, som høresystemet fortolker som tilsvarende tonehøjder. Teorien forklarer godt opfattelsen af ​​høje frekvenser og understøttes af den ordnede tonotopiske organisation, der findes i hele hørebanen.

For lave frekvenser bliver stedkodning mindre præcis, og den tidsmæssige kodning af selve frekvensen bliver vigtigere. Moderne beretninger kombinerer derfor sted- og frekvensteorier og tildeler hver især en dominerende rolle i forskellige dele af det hørbare område. Stedteori er fortsat den primære forklaring på, hvordan cochlea begynder analysen af ​​tonehøjde.

Det er ifølge stedteorien, hvor basilarmembranen vibrerer kraftigst, der bestemmer den tonehøjde, der høres.