Perceptuel konstans er tendensen til at opfatte velkendte objekter som uforanderlige, selv når nethindebilledet ændrer sig. Størrelse, form, lysstyrke og farve forbliver relativt stabile på tværs af variationer i afstand, synsvinkel og belysning.

En dør ses som rektangulær, uanset om den er lukket eller halvåben. En person, der går væk, ser ikke ud til at krympe sig. En hvid skjorte ser stadig hvid ud under indendørs belysning. Det visuelle system opnår disse konstanser ved at bruge kontekstuelle oplysninger - afstandssignaler, omgivende overflader og antagelser om den ydre verden - til at genvinde objekters stabile egenskaber fra den skiftende proksimale stimulus.

Konstans er ikke perfekt. Ekstreme forhold kan ødelægge den, og visse illusioner udnytter de samme mekanismer, der normalt skaber stabilitet. Alligevel er konstans under almindelige omstændigheder bemærkelsesværdigt effektiv og tillader genkendelse og handling at fortsætte uden kontinuerlig omkalibrering.

Verden ser stabil ud, fordi opfattelsen arbejder for at holde den sådan.