Funktionsdetektorer er specialiserede neuroner i den visuelle cortex, der reagerer selektivt på specifikke træk ved en stimulus - kanter med en bestemt orientering, bevægelse i en bestemt retning eller vinkler af en given størrelse.

David Hubel og Torsten Wiesel opdagede disse celler i den primære visuelle cortex hos katte og aber. Simple celler reagerer bedst på en lysstråle med en præcis orientering og placering; komplekse celler reagerer på den samme orientering over et større område og ofte på bevægelse. Senere stadier af den visuelle bane indeholder detektorer til mere detaljerede træk, herunder ansigter og objekter. Den hierarkiske opbygning gør det muligt for systemet at opbygge komplekse repræsentationer ud fra elementære træk.

Funktionsdetektion er ikke begrænset til synet. Analoge specialiserede celler findes i auditive og somatosensoriske cortex. Konceptet hjalp med at flytte teorier om perception fra holistiske skabeloner til en mere analytisk, byggestensbaseret tilgang, mens senere arbejde viste, at kontekst og top-down-påvirkninger også former reaktionerne hos selv tidlige funktionsdetektorer.

Når det visuelle system registrerer en lodret kant eller en bevægelig kontur, er funktionsdetektorer de første celler, der annoncerer det.