Farvekonstans er tendensen til at opfatte farverne på velkendte objekter som relativt stabile, selv når bølgelængdesammensætningen af ​​det belysende lys ændrer sig. En hvid skjorte ser stadig hvid ud under det grønlige fluorescerende lys fra en butik, og et rødt æble ser stadig rødt ud ved solnedgang.

Det visuelle system opnår denne stabilitet ved at sammenligne det lys, der reflekteres fra et objekt, med det lys, der reflekteres fra omgivende overflader. Algoritmer i den visuelle cortex estimerer farven på lyskilden og udelukker den, hvilket giver en tilnærmelse af objektets overfladereflektans. Processen er ikke perfekt - ekstrem belysning kan omgå den - men under normale forhold er den bemærkelsesværdigt effektiv. Uden farvekonstans ville objektgenkendelse være langt mere skrøbelig, fordi den samme overflade ville producere vidt forskellige nethindesignaler på forskellige tidspunkter af dagen.

Demonstrationer med omhyggeligt kontrollerede displays kan få en grå plet til at se grøn eller rød ud afhængigt af den omgivende kontekst, hvilket afslører præstationens beregningsmæssige natur. Farvekonstans er en af ​​flere konstanser - størrelse, form, lysstyrke - der holder den opfattede verden stabil på trods af kontinuerlige ændringer i den proksimale stimulus.

Vi ser verden som lavet af varige farvede overflader, ikke som en skiftende mosaik af bølgelængder. Farvekonstans er en stor del af årsagen.