Dokumentarfotografi krøniker virkelige begivenheder og personer. Det sigter mod at fortælle en historie, at registrere et øjeblik i tiden og at være vidne. Det er ikke iscenesat. Det er ikke fiktion. Det er en form for journalistik, selvom den ofte går dybere end daglige nyheder. Dokumentarfotografer bruger uger eller år med deres motiver, opbygger tillid og indfanger hverdagens struktur. Traditionen omfatter Jacob Riis, Dorothea Lange, Walker Evans og Gordon Parks. Deres arbejde formede den offentlige mening og offentlig politik.

Dokumentarfotografi er ikke objektivt. Ethvert valg – hvad man skal fotografere, hvad man skal inkludere i billedet, og hvad man skal udelade – er en vurdering. De bedste dokumentarfotografer er åbne omkring deres perspektiv. De foregiver ikke at være neutrale. De sigter mod at være retfærdige. Etik betyder noget. Samtykke, privatliv og den potentielle indvirkning af et billede på personerne på det er alt sammen en del af arbejdet. Dokumentarfotografi har tilpasset sig den digitale tidsalder. Nogle fotografer arbejder med video, nogle med multimedier, nogle med lange fotoessays. Kernen forbliver den samme: optag, hvad der sker, og gør det ærligt.

Former for dokumentarfotografering

• Fotojournalistik. Nyheder og aktuelle begivenheder.
• Social dokumentar. Spørgsmål om fattigdom, ulighed og retfærdighed.
• Langformat. Dybdegående projekter over måneder eller år.
• Multimedia. Kombination af stillbilleder med lyd og video.

Dokumentarfotografering handler ikke kun om billeder. Det handler om ansvar. Fotografen holder et stykke af en persons liv i sine hænder.