Sporvognsproblemet er et etisk tankeeksperiment om at ofre én for at redde mange. En sporvogn, der løber væk, kører ned ad et spor. Fem personer er bundet til sporet. Du står ved siden af ​​en sporskifte. Hvis du trækker i sporskiftet, omdirigerer sporvognen til et andet spor. Én person er bundet til det spor. Trækker du i sporskiftet? De fleste siger ja. Dræb én for at redde fem.

Problemet blev introduceret af Philippa Foot i 1967. Det har mange variationer. Fodgængervarianten spørger, om man ville skubbe en fed mand ud over en bro for at stoppe sporvognen. De fleste siger nej. De to scenarier er strukturelt ens. Én død for at redde fem. Men intuitionerne er forskellige. At trykke på en kontakt er upersonligt. At skubbe en mand er personligt. Sporvognsproblemet udforsker forskellen.

Variationer i vognproblemer

• Standard: Træk i kontakten, omdiriger vognen.
• Fodgængerbro: skub en mand for at stoppe vognen.
• Loop: den omdirigerede sporvogn går tilbage til fem.
• Fed mand: Brug en fed mands krop til at blokere vognen.
• Transplantation: dræb én rask patient for at redde fem syge.

Trolleyproblemet bruges i etik, psykologi og neurovidenskab. Det tester moralske intuitioner. Det afslører, om folk er konsekventialistiske eller pligtopfyldende. Konsekvensalister fokuserer på resultater. De trykker på knappen. Deontologer fokuserer på regler. De presser ikke manden. Problemet har ikke et enkelt svar. Det er et værktøj til at udforske moralsk ræsonnement. Det er også et kulturelt fænomen. Det optræder i bøger, film og videospil. Det er et simpelt scenarie med uendelige variationer. Det spørger: hvad er det rigtige at gøre? Svaret afhænger af din etik. Trolleyproblemet fortæller dig ikke, hvad du skal gøre. Det viser dig, hvad du tror på.