Hybris er overdreven stolthed eller selvtillid, der får en karakter til at ignorere guddommelige eller moralske grænser. I græsk tragedie går det ofte forud for heltens fald.

Den hybristiske figur går for vidt, behandler andre – inklusive guderne – med foragt og stoler for fuldstændigt på personlig magt eller dømmekraft. Kreons stædighed i Antigone og mange tragiske kongers arrogance eksemplificerer mønsteret. Gengældelse, eller nemesis, følger typisk. Begrebet kom ind i senere litteratur og dagligdags tale som et navn for farlig overgreb.

Hybris er ikke almindelig forfængelighed. Det antyder en overtrædelse af en større orden – kosmisk, social eller etisk. Publikum fordømmer både overdrivelsen og anerkender den menneskelige fristelse i retning af den. I moderne brug bløder ordet nogle gange op til et synonym for almindelig arrogance, men dets tragiske kraft forbliver tilgængelig for forfattere, der genopretter følelsen af, at grænser trodses.

Stolthed, der nægter at anerkende nogen højere grænse end sig selv, er hybris.