Enjambment er fortsættelsen af ​​en sætning eller ledsætning ud over slutningen af ​​en verslinje uden pause. Tanken fortsætter ind i den næste linje.

Når en linje slutter med "den" eller "og" eller midt i en sætning, trækkes læseren fremad. Virkemidlet skaber momentum, spænding eller overraskelse, når de fuldendte ord ankommer. Det giver også digteren mulighed for at spille den grammatiske enhed op mod den metriske enhed, hvilket skaber spænding mellem de to. Shakespeare, Milton og mange moderne digtere er i høj grad afhængige af enjambment for at holde blankvers fleksibelt og talelignende.

Det modsatte er en linje med en stopper, hvor tegnsætning og betydning tættere på hinanden i slutningen af ​​linjen. De fleste digte blander de to. Dygtigt enjambement får læseren til at føle den løbende tankestrøm, samtidig med at det stadig registrerer linjernes rytme. Når det bruges for meget uden variation, kan det sløre verset til prosa; når det placeres med omhu, bliver det et stærkt udtryksværktøj.

En linje, der nægter at afslutte sin forretning, før den næste begynder, bruger enjambment.