Anagnorisis er det øjeblik i et drama eller en fortælling, hvor en karakter gør en afgørende opdagelse – ofte om identitet, forhold eller den sande natur af en situation. Aristoteles behandlede det som et centralt element i en kompleks tragedie.

I Oedipus Rex kommer erkendelsen, da Ødipus endelig forstår, at han selv er den morder, han har ledt efter, og at hans kone er hans mor. Opdagelsen vender hans forståelse af alt, hvad der er gået forud, på hovedet og driver handlingen mod katastrofe. Lignende øjeblikke optræder i komedie og moderne fiktion, selvom konsekvenserne kan være mindre fatale. Erkendelsen kan være gradvis eller pludselig; det, der betyder noget, er, at den ændrer karakterens forhold til historiens verden.

Anagnorisis parres ofte med peripeteia, lykkens omvending. Sammen skaber de det følelsesmæssige omdrejningspunkt i mange plots. Virkemåden forbliver effektiv, fordi publikum deler karakterens skift fra uvidenhed til viden og føler vægten af, hvad den viden koster.

Når skællene falder fra en karakters øjne, og sandheden står åbenlys, har historien nået sin anagnorisis.