En opløsning er en homogen blanding af et opløst stof opløst i et opløsningsmiddel. De opløste partikler er jævnt fordelt i hele opløsningsmidlet. Blandingen er ensartet, hvilket betyder, at enhver prøve har den samme sammensætning. Saltvand, luft og messing er alle opløsninger. Det opløste stof kan være et fast stof, en væske eller en gas. Opløsningsmidlet er normalt en væske, men det kan også være en gas eller et fast stof. Ordet opløsning kommer fra det latinske solvere, der betyder at løsne eller opløse.

Opløsninger dannes, når det opløste stof og opløsningsmidlet interagerer positivt. De opløste partikler adskilles fra hinanden og omgives af opløsningsmiddelmolekyler. Denne proces kaldes solvatisering. Den er drevet af entropi og entalpi. Hvis interaktionerne mellem det opløste stof og opløsningsmidlet er stærkere end interaktionerne mellem de opløste partikler og mellem opløsningsmiddelpartiklerne, dannes opløsningen. Hvis ikke, opløses det opløste stof ikke.

Opløsninger har egenskaber, der afhænger af det opløste stof og opløsningsmidlet. Kolligative egenskaber, såsom kogepunktsforhøjelse og frysepunktssænkning, afhænger af antallet af opløste partikler. Elektrolytopløsninger leder elektricitet. En opløsnings pH-værdi afhænger af det opløste stof. Koncentrationen af ​​en opløsning udtrykkes i molaritet, molalitet eller masseprocent.

Løsninger er overalt. Blod er en løsning. Havvand er en opløsning. Legeringer er faste opløsninger. Benzin er en blanding af kulbrinter. Forståelse af opløsninger er afgørende inden for kemi, biologi og industri.