Kvælstoffiksering er omdannelsen af ​​atmosfærisk kvælstofgas til forbindelser, som planter kan bruge. Det sker på to hovedmåder: industrielt gennem Haber-Bosch-processen og biologisk gennem bakterier, der bærer enzymet nitrogenase.

Biologisk fiksering er den ældre metode. Rhizobia-bakterier lever i knuder på bælgplanternes rødder og modtager sukker fra planten til gengæld for ammoniak. Fritlevende jordbakterier som Azotobacter og cyanobakterier i oversvømmede rismarker fikserer også kvælstof. Nogle ikke-bælgplanter, såsom elletræer og visse tropiske græsser, er også værter for associative eller symbiotiske fikseringsmidler.

Hvorfor det er vigtigt på en gård

• Bælgplanteomsætninger leverer kvælstof til følgende kornsorter
• Grøngødning som vikke og kløver binder kvælstof
• Fiksering reducerer afhængigheden af ​​kunstgødning
• Det opbygger også organisk materiale i jorden over tid

Fiksering er ikke ubegrænset. Den aftager, når jordens kvælstofniveau allerede er højt, fordi bakterierne får mindre sukker fra planten. Tørke, lavt fosforindhold og sur jord reducerer det alle. Håndtering af disse forhold er en del af at få partnerskabet til at fungere.