Young-Helmholtz' trikromatiske teori foreslår, at nethinden indeholder tre typer farvereceptorer, der hver især er mest følsomme over for et forskelligt bølgelængdeområde – omtrent svarende til rød, grøn og blå. Alle opfattede farver stammer fra den kombinerede aktivitet af disse tre receptortyper.

Thomas Young foreslog ideen i begyndelsen af ​​det nittende århundrede; Hermann von Helmholtz udviklede den yderligere. Moderne fysiologi har bekræftet eksistensen af ​​tre kegleformede fotopigmenter med maksimal følsomhed i kort-, mellem- og langbølgeområderne. Hjernen sammenligner den relative aktivering af de tre kegletyper for at konstruere hele spektret af nuancer. Farveblindhed skyldes typisk fravær eller funktionsfejl i én kegletype, hvilket ændrer de sammenligninger, der producerer normalt farvesyn.

Teorien tager højde for matchningen af ​​enhver spektral farve ved en blanding af tre primærfarver og for de grundlæggende fakta om farveblanding. Den opererer på receptorniveau; senere stadier af det visuelle system omorganiserer keglesignalerne til modsatrettede kanaler, som beskrevet i modsatrettede-proces-teorien. De to beretninger giver tilsammen et sammenhængende billede af farvesyn fra nethinden til cortex.

Tre slags kegler, forskelligt indstillet til bølgelængde, er tilstrækkelige til at åbne op for opfattelsen af ​​en fuld verden af ​​farver.