Et argument har dele. Konklusionen er den del, der understøttes, den påstand, som argumentanten ønsker, at du skal acceptere. Det er ikke nødvendigvis den sidste sætning, selvom den ofte er det. Det er den påstand, som præmisserne skal retfærdiggøre. At identificere konklusionen er det første skridt i evalueringen af ​​et argument. Når du ved, hvad der hævdes, kan du spørge, om de givne grunde rent faktisk understøtter det.

Konklusioner kan være angivelige eller underforståede. I en syllogisme følger konklusionen nødvendigvis af præmisserne. I et induktivt argument følger den med sandsynlighed. I en forklaring antages konklusionen, og præmisserne viser, hvorfor den er tilfældet. Filosoffer skelner mellem konklusionen af ​​et argument og konklusionen af ​​en undersøgelse. Den første er en proposition. Den anden er en beslutning, en vurdering eller en handlingsforløb. En konklusion kan være sand eller falsk, velunderbygget eller dårligt underbygget. Den kan også være foreløbig og kan revideres, når nye beviser ankommer.

Sådan finder du en konklusion

• Spørg, hvad pointen er. Hvad prøver argumentanten at fastslå?
• Se efter indikatorord. Derfor, således, derfor, så.
• Test det omvendte. Hvis du bytter konklusionen ud med en præmis, giver argumentet så stadig mening?

En konklusion er ikke et resumé. Det er en påstand, der afhænger af begrundelser.