Assonans er gentagelsen af ​​vokallyde i nærliggende ord. Det skaber indre musik uden det fulde ekko af rim.

I udtrykket "regnen i Spanien forbliver hovedsageligt på sletten" binder den lange "a"-lyd ordene sammen. Digtere bruger assonans til at forbinde billeder, til at sænke eller fremskynde tempoet eller til at skabe en subtil stemning. Det forekommer også i prosa, dog mindre iøjnefaldende. Fordi engelsk stavning er uregelmæssig, afhænger assonans af lyd snarere end bogstav; "lake" og "fate" assonerer, selvom deres vokaler staves forskelligt.

Assonans adskiller sig fra allitteration, som gentager de indledende konsonanter, og fra fuldt rim, som matcher både vokal og efterfølgende konsonant. Den kan kombineres med begge virkemidler for en tættere lydstruktur. Overbrugt bliver den mærkbar og distraherende; håndteret let giver den sproget en stille sammenhæng, som øret registrerer, selv når øjet ikke gør.

Når den samme vokal lyder igen og igen gennem en ordsekvens, er mønsteret assonans.