Et vidvinkelbillede viser et bredt overblik over scenen og omgivelserne. Motivet er synligt, men lille i billedet, dværget af omgivelserne. Billedet fastslår, hvor handlingen finder sted, og hvordan motivet forholder sig til rummet. Det er ofte det første billede af en scene, hvilket giver publikum en fornemmelse af geografi, før publikum bevæger sig tættere på. Vidvinkelbilledet er ikke bare en teknisk nødvendighed. Det er en måde at se på.

Vidvinkelbilleder findes i flere størrelser. Et fuldt billede indrammer motivet fra top til tå og fylder hele billedets højde. Et langbillede placerer motivet på afstand, hvor omgivelserne dominerer. Et ekstremt langbillede gør motivet lillebitte, næsten fortabt i landskabet. Hver variation har en forskellig effekt. Fuldbilledet viser kroppen. Langbilledet viser konteksten. Det ekstreme langbillede viser individets ubetydelighed i forhold til verdens uendelighed.

Bredformatering bruges til mange formål. De etablerer lokation. De viser skala. De skaber isolation. En karakter alene i en ørken føler sig lille. En karakter på en overfyldt gade føler sig anonym. En karakter på en bjergtop føler sig triumferende. Bredformatering kan være smuk eller dyster, afhængigt af kompositionen og lyset. Det er et af de mest kraftfulde værktøjer i film. Det giver publikum plads til at trække vejret og tænke.