Cost-plus-prissætning er en af ​​de enkleste prismetoder: tilføj en standardavance til produktionsomkostningerne for et produkt. Hvis en widget koster $10 at fremstille, og virksomheden anvender en avance på 20 procent, er salgsprisen $12. Avancen dækker overhead og fortjeneste.

Metoden er almindelig inden for fremstillingsindustrien, byggeriet og offentlige kontrakter. Den er nem at beregne, nem at retfærdiggøre og sikrer, at omkostningerne er dækket. For virksomheder, der byder på projekter med usikre omkostninger, giver den en forudsigelig margin.

Problemer med cost-plus-prissætning:

• Den ignorerer, hvad kunderne er villige til at betale.
• Den ignorerer konkurrenternes priser.
• Den tager ikke højde for opfattet værdi.
• Det kan belønne ineffektivitet, hvis omkostningerne automatisk væltes over.

Cost-plus fungerer bedst for råvareprodukter, hvor konkurrencen er baseret på pris, og efterspørgslen er relativt stabil. Det fungerer dårligt for luksusvarer, innovative produkter og markeder, hvor værdi er subjektiv. En virksomhed, der kun prissætter efter omkostninger, kan efterlade penge på bordet eller prise sig selv ud af markedet uden at indse hvorfor.