Formueforvaltning går ud over at vælge aktier. Det ser på en klients samlede økonomiske liv: investeringer, skatter, ejendomsplanlægning, forsikring, pension og filantropi. Målet er ikke kun at få penge til at vokse, men at organisere dem omkring det, klienten rent faktisk ønsker. En god formueforvalter spørger om familie, forretningsinteresser og velgørende mål, før vedkommende anbefaler en enkelt fond.

Tjenesten er opdelt efter formueniveau. Massemarkedskunder kan få en robo-rådgiver og et telefonnummer. Velhavende kunder får en dedikeret rådgiver og en finansiel plan. Kunder med høj og ultrahøj nettoformue får et team: en rådgiver, en skattespecialist, en dødsboadvokat, en investeringsstrateg. Gebyrerne afspejler forskellen. En robo-rådgiver kan opkræve 0,25 procent. En privat bank kan opkræve 1 procent eller mere.

Branchen konsoliderer sig. Uafhængige registrerede investeringsrådgivere har taget markedsandele fra wirehouse-mæglere, fordi de er juridisk forpligtet til at fungere som fiduciaries. Det betyder at sætte kundens interesser først, oplyse om konflikter og undgå provisioner, der skaber incitamenter til at sælge uegnede produkter. Fiduciærstandarden er ikke universel, men den spreder sig.

Formueforvaltning er ikke en garanti. Markeder falder, skatter ændres, og familier er uenige. Værdien af ​​en god forvalter ligger i ikke at slå indekset hvert år. Det ligger i at holde planen på sporet, når følelser presser kunder til at sælge i bunden eller jagte en populær sektor.