Agroøkologi er anvendelsen af ​​økologiske principper i design og forvaltning af landbrugssystemer. Den behandler landbrug som økosystemer med vægt på biodiversitet, næringsstofkredsløb, jordbundssundhed, naturlig skadedyrsregulering og modstandsdygtighed snarere end afhængighed af eksterne kemiske input. Udtrykket blev først brugt i 1920'erne af den russiske agronom Basil Bensin og fik fremtrædende plads i 1970'erne og 1980'erne gennem arbejdet af forskere som Miguel Altieri og Stephen Gliessman, der forbandt økologisk teori med traditionel landbrugsviden. Agroøkologi trækker på praksisser, herunder samdyrkning, sædskifte, dækdyrkning, skovlandbrug, integreret skadedyrsbekæmpelse og kompostering. Ud over agronomi er det blevet en social og politisk bevægelse, der går ind for fødevaresuverænitet, landmandsledet forskning og retfærdige fødevaresystemer, især i Latinamerika gennem organisationer som La Vía Campesina. I 2014 afholdt FAO internationale symposier, der anerkendte agroøkologi som en vej til bæredygtig fødevareproduktion. Fortalere nævner forbedret kulstof i jorden, reducerede inputomkostninger og klimamodstandsdygtighed; Kritikere bemærker potentielle udbyttekompromisser og udfordringen med at skalere arbejdsintensive metoder til industrielle volumen.