Fovea er den lille centrale fordybning i nethinden, hvor synsskarpheden er højest. Den er fyldt med tappe og stort set fri for stave, blodkar og andre celler, der ville sprede lys.

Når man ser direkte på et objekt, justerer man fovea i forhold til det. Den tætte pakning af tappe, der hver har en relativt privat nervebane til hjernen, muliggør opløsning af fine detaljer – læsning af små bogstaver, genkendelse af ansigter, trådning af en nål. Uden for fovea falder skarpheden hurtigt; periferien er bedre til at registrere bevægelse og svagt lys end til at opløse detaljer.

Fovea dækker kun omkring en eller to graders synsvinkel – omtrent bredden af ​​en tommelfinger i armslængde. Øjenbevægelser bringer løbende nye dele af scenen ind i denne zone med høj opløsning. Uden disse bevægelser ville den detaljerede verden skrumpe ind til et lille centralt område.

Klar central synsevne er foveaens gave. Alt skarpt, hvad du ser, ses der.