Kristen tro bekender én Gud i tre personer - Fader, Søn og Helligånd. Treenighedslæren er kirkens forsøg på at fremføre denne bekendelse uden at falde i polyteisme eller benægte Kristi og Åndens fulde guddommelighed.

Det Nye Testamente indeholder ikke en formel afhandling om emnet, men det leverer materialerne: Faderen, som sender, Sønnen, som er sendt og som deler det guddommelige navn og de guddommelige prærogativer, Ånden, som udgydes, og som også deler det guddommelige værk. Tidlige konciler, især Nikæa og Konstantinopel, afviste forklaringer, der underordnede Sønnen eller reducerede Ånden til en kraft. Det resulterende sprog om én ousia og tre hypostaser – én essens, tre personer – blev den klassiske formel.

Læren er ikke en gåde, der skal løses, men et mysterium, der skal tilbedes. Den former bøn – til Faderen, gennem Sønnen, i Ånden – og den understøtter påstanden om, at Gud er evigt relationel snarere end ensom. Analogier fra menneskelig erfaring kommer uundgåeligt til kort; de kan illustrere, men kan ikke indfange virkeligheden.

For trinitariske kristne er det at kende Gud at blive draget ind i det liv, som Faderen, Sønnen og Ånden deler.