En tidsplan med et fast forhold leverer forstærkning efter et bestemt antal responser. Forholdet forbliver konstant: hver femte respons, eller hver tyvende, producerer forstærkeren.

Tidsplanen genererer en høj, stabil responsrate, ofte med en kort pause efter hver forstærker. Akkordbetaling – løn for hver dusin færdiggjorte opgaver – er et klassisk eksempel fra den virkelige verden. Organismen lærer, at en specifik mængde arbejde er påkrævet, og har en tendens til at fuldføre dette arbejde hurtigt. Højere forhold producerer længere pauser efter forstærkning og kan i sidste ende belaste adfærden, hvis kravet bliver for højt.

Faste ratio-skemaer er relativt modstandsdygtige over for udryddelse sammenlignet med kontinuerlig forstærkning, men mindre modstandsdygtige end variable ratio-skemaer. De bruges i vid udstrækning i træning, fordi betingelsen er klar, og forstærkningshastigheden er direkte under elevens kontrol: hurtigere respons giver hurtigere udbytte.

Når reglen er "gør det så mange gange, og du får belønningen", gælder skemaet med fast forhold.