Ret et kamera mod nattehimlen, og lad lukkeren være åben. Sensoren indsamler fotoner, der har bevæget sig i tusinder af år. Astrofotografering er praksissen med at fotografere himmellegemer: stjerner, planeter, månen, tåger og galakser. Det spænder fra simple stjernespor taget med en telefon til deep-sky-billeder, der kræver sporingsmonteringer, afkølede sensorer og timevis af eksponering.

Udfordringerne er anderledes end fotografering i dagslys. Jorden roterer, så stjerner bevæger sig hen over billedet. Eksponeringer længere end et par sekunder producerer slør, medmindre du bruger en sporingsmontering, der roterer med samme hastighed. Lysforurening vasker svage objekter væk, så mørke himmelstrøg betyder noget. Støj fra sensoren konkurrerer med svage signaler, så astrofotografer tager mange billeder og stabler dem i software for at forbedre signal-støj-forholdet. Kalibreringsbilleder, kaldet darks, flats og bias, korrigerer for sensorartefakter.

Fælles mål

• Stjernespor. Lange eksponeringer eller stablede korte eksponeringer, der viser Jordens rotation.
• Mælkevejen. Vidvinkelbilleder af vores galakses kerne.
• Dyb himmel. Tåger, galakser og stjernehobe.
• Planetary. Video af månen og planeterne i høj forstørrelse.

Den bedste astrofotografering udføres ofte på kolde, afsidesliggende steder. Belønningen er et udsyn til universet, som det blotte øje ikke kan se.