"Tu quoque" er en fejlslutning, der afbøjer kritik ved at anklage anklageren. Du siger, at jeg tager fejl, men du tager også fejl. Beskyldningen er irrelevant. Den adresserer ikke den oprindelige kritik. Den skifter emne. Det er en form for ad hominem. Det kaldes også appellen til hykleri.

Udtrykket er også latin for "du". Fejlslutningen er almindelig i diskussioner. En læge siger til en patient, at han skal holde op med at ryge. Patienten siger, at han også ryger. Lægens vane er irrelevant. Rådet er stadig fornuftigt. En politiker bliver beskyldt for korruption. Politikeren siger, at den anden part også er korrupt. Den anden parts korruption er irrelevant. Anklagen forbliver.

Eksempler på Tu Quoque

• Du siger, jeg burde motionere, men du motionerer ikke.
• Du kritiserer mine udgifter, men du bruger også penge.
• Du siger, at jeg skal genbruge, men du genbruger ikke.
• Du siger, jeg er forsinket, men du var forsinket i sidste uge.
• Du siger, jeg er en hykler, men du er også en hykler.

"Tu quoque" er en relevansfuld fejlslutning. Anklagerens hykleri påvirker ikke sandheden i anklagen. En ryger kan med rette sige, at rygning er skadeligt. En korrupt politiker kan med rette sige, at korruption er forkert. Budskabet er adskilt fra budbringeren. Det er princippet. I praksis er hykleri relevant for troværdighed. Hvis en person ikke følger sine egne råd, stoler vi mindre på dem. Men troværdighed er ikke sandhed. Anklagen står eller falder på baggrund af beviserne. "Tu quoque" undgår beviserne. Den angriber anklageren. Det er en afbøjning. Det er en fejlslutning. Den oprindelige kritik forbliver. Den skal besvares.