I dialektik er syntese løsningen af ​​en konflikt mellem tese og antitese. Tesen er en påstand. Antitesen er dens modsætning. Syntesen er en ny position, der inkorporerer, hvad der er gyldigt i begge. Hegel forbindes med dette mønster, selvom han ikke brugte udtrykkene systematisk. Hans tilhængere gjorde det, og mønsteret blev et fast indslag i filosofisk og politisk tænkning. Syntesen er ikke et kompromis. Den er ikke et mellemrum mellem de to. Det er en position på et højere niveau, der bevarer indsigterne fra begge, samtidig med at den overvinder deres begrænsninger.

Inden for kemi er syntese kombinationen af ​​enklere stoffer til et mere komplekst stoff. I skrift er syntese integrationen af ​​ideer fra flere kilder til en sammenhængende helhed. Inden for filosofi er syntese en metode til at løse modsætninger. Kant brugte udtrykket i sin Kritik af den rene fornuft og argumenterede for, at viden kræver en syntese af begreber og intuitioner. Fichte, Schelling og Hegel udviklede den dialektiske forstand. Marx anvendte den på historien og argumenterede for, at klassekonflikt driver social forandring. Syntesen er ikke slutningen på processen. Den bliver en ny tese, og dialektikken fortsætter. Syntese er en måde at tænke på, der søger enhed uden at udviske forskelle.

Anvendelser af syntese

• Dialektisk. Løsning af tese og antitese.
• Kemisk. Opbygning af komplekse molekyler ud fra simple.
• Akademisk. Integrering af idéer fra flere kilder.
• Kantian. Kombinerer koncepter og intuitioner i viden.

Syntese er ikke det samme som kompromis. Kompromis opdeler forskellen. Syntese forandrer debattens vilkår.