Harmoni er den samtidige lyd af forskellige tonehøjder og den måde, disse kombinationer bevæger sig fra den ene til den anden. I vestlig musik er det mest velkendte harmoniske sprog bygget på treklanger og septimakkorder, der skaber mønstre af spænding og opløsning.

En melodi kan stå alene, men harmoni giver den kontekst og følelsesmæssig retning. Akkordprogressioner styrer lytterens forventninger. Komponister og sangskrivere vælger harmonier for at understøtte, farve eller sommetider bevidst modsige den melodiske linje.

Forskellige stilarter behandler harmonilære forskelligt. Klassisk, almindelig harmonilære følger relativt strenge regler for stemmeføring. Jazz udvider paletten med udvidede og altererede akkorder. Nogle traditioner fra det tyvende århundrede og ikke-vestlige traditioner bruger helt andre organiserende principper. Studiet af harmonilære træner øret til at høre relationer, der ligger under musikkens overflade.

Selv simple sange får dybde, når harmonien bevæger sig med intention.