Allegro er en tempomarkering, der betyder hurtig og livlig. Det kommer fra italiensk for munter. I praksis dækker det en række hastigheder, omtrent 120 til 168 slag i minuttet. Det er ikke så hurtigt som presto. Det er hurtigere end andante. Det er tempoet for en rask gang, en livlig samtale, en glad dans.

Komponister bruger allegro til åbningssatser, finaler og alt, der kræver energi. Mozarts Eine kleine Nachtmusik åbner med en allegro. Beethovens femte symfoni åbner med en allegro con brio, hurtig og kraftfuld. Den nøjagtige hastighed er op til dirigenten. Der kan gives en metronommarkering, men karakteren er lige så vigtig som nummeret.

Tempomarkeringer omkring allegro

• Largo: meget langsom, bred.
• Adagio: langsom, afslappet.
• Andante: gangtempo.
• Moderat: moderat.
• Allegro: hurtig, livlig.
• Presto: meget hurtigt.
• Prestissimo: så hurtigt som muligt.

Allegro er ikke bare hurtigt. Det er muntert. Stemningen betyder noget. Et hurtigt stykke kan være aggressivt, ligesom en march. Allegro er lyst, optimistisk og energisk. Det er glædens tempo. Derfor er det så almindeligt. Komponister ønsker at starte med energi. De ønsker at slutte med spænding. Allegro gør begge dele. Det er standardtempoet. Når en komponist skriver allegro, ved udøveren at lege med ånd. Ikke forhastet. Ikke hektisk. Bare livlig. Det italienske udtryk indfanger noget, engelsk ikke kan. Hurtigt er en hastighed. Allegro er en følelse. Derfor består de italienske udtryk. De beskriver musikken, ikke kun metronomen.