Dråber, der falder fra et huleloft, plasker ned på gulvet og aflejrer mineraler der. En stalagmit er den opadvoksende høj, der opstår. Ligesom stalaktitter er de fleste calcit, selvom andre mineraler forekommer i nogle huler.

Stalagmitter har en tendens til at være bredere og mere afrundede end de slanke stalaktitter over dem. Når en stalaktit og en stalagmit mødes, danner de en søjle. Væksten er intermitterende og afhænger af tilførslen af ​​drypvand og dens grad af overmætning.

Fordi stalagmitter vokser fra gulvet og er mindre let at forstyrre, er de foretrukne til paleoklimatiske studier. Lag indeni dem kan dateres ved hjælp af uranseriemetoder og analyseres for isotopiske og kemiske referencer til temperatur og nedbør. En enkelt veldateret stalagmit kan give en kontinuerlig klimaregistrering, der strækker sig over titusinder af år.

• Mineraldannelse, der stiger op fra en hulebund
• Vokser opad fra dryppende vand
• Ofte parret med overliggende stalaktitter
• Værdifuldt arkiv over tidligere klimaer