En hvælving er en buet lofts- eller tagkonstruktion, normalt lavet af sten eller beton. Det er den tredimensionelle version af en bue. Hvor en bue spænder over en åbning, spænder en hvælving over et rum. Principperne er de samme: kompression, tryk og omhyggelig placering af materialer.

Den enkleste hvælving er en tøndehvælving, en kontinuerlig halvcirkelformet bue. Den er stærk, men tung, og den skubber udad på de vægge, der bærer den. En lyskehvælving dannes ved at krydse to tøndehvælvinger. Den retter trykkraften mod hjørnerne, hvilket giver åbninger i sidevæggene. En ribbehvælving bruger stenribber til at bære loftets vægt med tyndere paneler imellem dem. Dette var en central innovation inden for gotisk arkitektur.

Hvælvinger er dramatiske. De skaber høje indvendige rum med en følelse af afskærmning og varighed. De kræver også kvalificeret arbejdskraft og omhyggelig ingeniørkunst. En hvælving, der ikke er korrekt understøttet, vil kollapse. Derfor har historiske hvælvede bygninger ofte tykke vægge, flyvende støttepiller eller begge dele.

Moderne hvælvinger bruger armeret beton og stål, som kan spænde længere med mindre materiale. Men de gamle stenhvælvinger er stadig blandt de mest imponerende strukturer, der nogensinde er bygget.