En altan er et lille udendørsområde, der er fastgjort til en bygning. Den stikker ud fra væggen, normalt med et gelænder, og giver beboerne et sted at stå, sidde eller dyrke et par potteplanter. I tætbefolkede byer kan det være det eneste private udendørsområde, en beboer har.

Strukturelt set findes der to hovedtyper af altaner. En udkraget altan er indbygget i gulvkonstruktionen og strækker sig udad uden ekstern støtte. En understøttet altan hviler på søjler, beslag eller en fremspringende bjælke. Valget påvirker både omkostninger og udseende.

Bygningsreglementer regulerer altaner nøje. Rækværk skal opfylde minimumskrav til højde og styrke. Afskærmninger skal forhindre fald, især for børn. I nogle jurisdiktioner skal altaner over en vis højde være sprinklerbehandlede eller bygges af ikke-brændbare materialer.

Altaner har også en social dimension. I varme klimaer fungerer de som uderum. I kolde klimaer kan de stå ubrugte i månedsvis. Deres design – dybde, privatliv, udsigt – afgør, om de bliver en værdifuld facilitet eller et dødt rum.