Religioner rejser sjældent i forseglede beholdere. Når traditioner mødes, migrerer elementer fra den ene ofte over i den anden. Synkretisme er navnet på denne blanding – nogle gange bevidst, nogle gange næsten ubemærket.

Historiske eksempler er overalt. Hellenistisk kultur blandede græsk filosofi med egyptiske og nærorientalske kulter. I Amerika smeltede oprindelige skikke sammen med katolske symboler for at skabe nye former for hengivenhed. I Østasien har konfuciansk etik, buddhistisk kosmologi og lokale åndekulter længe eksisteret side om side i enkeltstående husstande. Selv inden for kristendommens og islams historie er tidligere lokale skikke blevet absorberet og genfortolket.

Udtrykket bruges ofte nedsættende af dem, der værner om en traditions renhed. Fra det perspektiv udvander synkretisme åbenbaring og skaber forvirring. Andre betragter det som en uundgåelig og endda kreativ proces, hvorved religioner tilpasser sig nye miljøer og forbliver i live. Antropologer har en tendens til at behandle det som en neutral beskrivelse af kulturel forandring snarere end en teologisk vurdering.

Ikke alle blandinger er lige stabile. Nogle producerer varige nye religioner; andre forbliver midlertidige eller overfladiske. Det afgørende spørgsmål er normalt, om den resulterende form stadig bærer en sammenhængende vision af det hellige eller blot samler attraktive fragmenter.

Synkretisme minder os om, at religiøse grænser er mere porøse, end officielle udtalelser nogle gange antyder.