En akvædukt er en kanal, et rør eller en brolignende struktur bygget til at transportere vand over lange afstande, typisk fra en kilde til en bosættelse eller et landbrugsområde. Ordet stammer fra det latinske aquaeductus, fra aqua ('vand') og ducere ('at lede'). Gamle romerske akvædukter, bygget fra det 4. århundrede f.Kr. og fremefter, er de mest berømte eksempler; elleve akvædukter forsynede Rom på sit højdepunkt og leverede cirka en million kubikmeter om dagen gennem tyngdekraftsdrevne kanaler foret med vandtæt cement. Mange sektioner løb under jorden, mens overjordiske arkader som Pont du Gard i Frankrig og Segovia-akvædukten i Spanien stadig er ikoniske. Lignende systemer eksisterede i det gamle Egypten, Assyrien, Grækenland, Indien og Kina. Inden for landbruget vandede akvædukter historisk marker og forsynede husdyr; moderne ækvivalenter omfatter betonkanaler, rørledninger og store vandoverførselsprojekter som Californiens akvæduktsystem. Moderne akvædukter står over for udfordringer med lækage, fordampning og økologisk påvirkning af kildefloder, hvilket fører til innovationer som overdækkede kanaler og drypdistributionsnetværk.