Frelse er befrielse. I kristent ordforråd er det befrielse fra synd og fra den død, som synden bringer, opnået gennem Jesu Kristi liv, død og opstandelse og modtaget ved tro.

Det Nye Testamente bruger en familie af beslægtede billeder. Frelse er redning fra fare, helbredelse af en dødelig sygdom, frifindelse i en domstol, frigivelse fra slaveri og adoption ind i en ny familie. Hvert billede fremhæver en forskellig facet af den samme virkelighed: mennesker er i en tilstand, som de ikke kan befri sig selv fra, og Gud har handlet for at ændre denne tilstand. Værket er fuldendt i Kristus; dets anvendelse udfolder sig i nutiden gennem Ånden og vil blive fuldendt ved den endelige opstandelse.

Forskellige kristne traditioner lægger vægt på forskellig vis. Nogle understreger det afgørende øjeblik for omvendelse; andre understreger en livslang transformationsproces; andre igen fokuserer på frelsens fælles og kosmiske dimensioner. Alle er enige om, at det ikke er en menneskelig præstation. Nåden initierer, opretholder og fuldender værket.

Det modsatte af frelse er ikke blot uvidenhed eller ulykke; det er fortabelse, et endeligt tab. Den alvor giver ordet sin vægt. Når kirken taler om frelse, taler den om den ultimative forskel mellem liv og død.