Albert Camus indledte Sisyfos-myten med en påstand, der lyder dramatisk, men er ment ligeud: det eneste alvorlige filosofiske problem er selvmord. Hans spørgsmål var, om livet er værd at leve, når det ikke har nogen iboende mening. Universet er tavst. Vi kræver mening alligevel. Den kollision mellem menneskelig længsel og kosmisk ligegyldighed er det absurde.

Camus konkluderede ikke, at livet skulle opgives. Han argumenterede for det modsatte. Oprør, frihed og lidenskab er de svar, han tilsluttede sig. Sisyfos, dømt til at rulle en kampesten op ad en bakke for evigt, er essayets helt. Han ved, at opgaven er nytteløs. Han bliver ved med at presse på. Camus forestillede sig ham lykkelig. Det absurde kræver ikke fortvivlelse; det kræver, at man konfronterer manglen på mening uden at flygte ind i religion, ideologi eller selvbedrag.

Nøgleidéer

• Det absurde opstår fra kløften mellem vores behov for mening og verdens tavshed.
• Revolt betyder at leve med den spænding i stedet for at løse den.
• Frihed følger af at opgive falske håb.
• Passion betyder at omfavne nutidens oplevelse.

Absurdisme er ikke nihilisme. Nihilisme siger, at der ikke er nogen mening. Absurdisme siger, at vi ønsker mening, ikke kan finde den, og alligevel må leve.