Svejsning forbinder metaldele ved at opvarme dem til smeltepunktet. Delene smelter sammen, ofte med et tilsatsmateriale. Resultatet er en permanent samling, der er lige så stærk som basismetallet. Svejsning bruges i stålkonstruktioner, rørledninger, skibe og biler. Det er et faglært håndværk. Svejseren skal forstå metallet, processen og samlingen. De skal kontrollere varmen, hastigheden og vinklen. En god svejsning er glat, stærk og fri for defekter. En dårlig svejsning kan svigte og dræbe.

Svejsning findes i flere processer. Stavsvejsning, eller skærmmetalbuesvejsning, er den ældste og mest alsidige. MIG-svejsning, eller gasmetalbuesvejsning, er hurtig og nem at lære. TIG-svejsning, eller gaswolframbuesvejsning, er præcis og ren og bruges til tynde materialer og aluminium. Fluxkernesvejsning bruges udendørs og på tykke materialer. Hver proces har sit eget udstyr, elektroder og beskyttelsesgas. Valget afhænger af metallet, positionen og den krævede kvalitet.

Svejsning er farligt. Lysbuen producerer intenst ultraviolet lys, der kan brænde øjne og hud. Svejseren skal bære en hjelm med et mørkt glas, handsker og en læderjakke. Dampen kan være giftig. Arbejdet skal ventileres. Gnisterne kan starte en brand. Området skal ryddes. Svejseren skal være certificeret til strukturarbejde. Svejsningen skal inspiceres med visuelle, ultralyds- eller røntgenmetoder. En svejsning er en forbindelse. Det er også et ansvar. Svejseren underskriver sit arbejde med svejsningen. Den skal holde.