Jordens akse vakler som en snurretop, der sænker farten. Denne vaklen kaldes præcession, og det tager omkring 26.000 år at fuldføre en cyklus. Det sker, fordi Solen og Månen trækker i Jordens ækvatoriale bule og forsøger at rette hældningen ud. Jorden gør modstand, og aksen tegner langsomt en cirkel på himlen.

Konsekvenserne er synlige over lange tidsskalaer. Den nordlige himmelpol peger i øjeblikket nær Polaris, Nordstjernen. Om 12.000 år vil den pege nær Vega. Jævndøgnene, hvor Solen krydser den himmelske ækvator, driver vestpå langs ekliptika. Denne forskydning er grunden til, at stjernetegnene ikke længere er på linje med de konstellationer, de blev opkaldt efter.

Præcession påvirker også klimaet. Jordens akses skiftende orientering ændrer fordelingen af ​​sollys på tværs af årstiderne. Dette er en af ​​Milankovitch-cyklusserne, der fremskynder istiderne. Effekten er lille i et givet år, men over tusinder af år kan den ændre årstidernes timing og intensitet nok til at udløse gletsjerfremrykninger.

Gamle astronomer bemærkede præcession. Hipparchus sammenlignede stjernepositioner fra sin tid med dem, der blev registreret af babylonske astronomer, og fandt en forskydning. Han estimerede hastigheden med overraskende nøjagtighed, i betragtning af at han ikke havde noget teleskop.