Masse bøjer lys. Det er en forudsigelse af Einsteins generelle relativitetsteori, og det er blevet bekræftet mange gange. Når et massivt objekt som en galakse eller en klynge befinder sig mellem en fjern kilde og en observatør, bøjer dets tyngdekraft lyset fra kilden. Resultatet er et forstørret, forvrænget eller multipelt billede af kilden. Det er gravitationslinsering.

Der er tre typer. Stærk linseeffekt producerer tydelige buer, ringe og flere billeder. Det sker, når justeringen er næsten perfekt, og massen er stor. Svag linseeffekt producerer subtile forvrængninger i formen af ​​baggrundsgalakser. Det bruges til at kortlægge mørkt stof. Mikrolinseeffekt producerer en kortvarig lysning af en stjerne, når et kompakt objekt passerer foran den. Det bruges til at finde exoplaneter og sorte huller.

Linsering er et værktøj, ikke bare en kuriositet. Det lader astronomer se galakser, der ellers ville være for lyssvage. Det kortlægger fordelingen af ​​mørkt stof. Det måler Hubbles konstant. Det tester endda den generelle relativitetsteori under ekstreme forhold.

Den første linsede kvasar blev opdaget i 1979. Siden da er tusindvis af linser blevet fundet. James Webb-rumteleskopet finder flere, herunder nogle af de tidligste galakser i universet.