Astrometri er den ældste gren af ​​astronomi. Den måler himmellegemers positioner og bevægelser med ekstraordinær præcision. Før teleskoper fulgte astronomerne planeterne med øjnene og registrerede deres positioner i forhold til stjernerne. Dette arbejde afslørede, at planeter kredser om Solen, ikke Jorden.

Moderne astrometri bruger teleskoper, kameraer og computere til at måle positioner med millibuesekunders nøjagtighed. Den Europæiske Rumfartsorganisations Gaia-mission har katalogiseret positionerne, afstandene og bevægelserne for næsten to milliarder stjerner. Dens data har ændret vores forståelse af Mælkevejens struktur og historie.

Astrometri finder også planeter. En stjerne med en planet i kredsløb vakler en smule, når planeten trækker i den. Denne vaklen viser sig som et periodisk skift i stjernens position på himlen. Denne metode, kaldet astrometrisk detektion, supplerer transit- og radialhastighedsteknikkerne. Den fungerer bedst for massive planeter i brede kredsløb.

Feltet sporer også asteroider, kometer og rumfartøjer. Præcise positioner forhindrer os i at miste overblikket over objekter og hjælper med at forudsige tætte ankomster. Uden astrometri ville vi navigere i solsystemet i blinde.