Integreret skadedyrsbekæmpelse, normalt forkortet til IPM, er en beslutningsramme snarere end et enkelt produkt. Ideen er at kombinere flere værktøjer og kun at sprøjte, når tallene berettiger det.

IPM opstod ud af frustration over pesticidtrenden i 1950'erne og 1960'erne. Insekter udviklede resistens, sekundære skadedyr kom til, efter at gavnlige organismer var udryddet, og omkostningerne fortsatte med at stige. Entomologer ved universiteter i Californien og andre steder protesterede med et system bygget på overvågning og tærskler. FAO indførte senere IPM som politik, især for bomuld og ris i Asien.

Det grundlæggende værktøjssæt

• Spejderarbejde og fælder til at tælle skadedyr før handling
• Kulturelle kontroller: sædskifte, resistente sorter, sanitet
• Biologiske bekæmpelsesmidler: rovdyr, parasitoider, patogener
• Kemisk bekæmpelse som sidste udvej, valgt på grund af lav effekt

Hvis det gøres godt, reducerer IPM sprøjteudgifterne og holder naturlige fjender i marken. Hvis det gøres dårligt, bliver det en etiket uden nogen overvågning bagved. Forskellen er, om nogen rent faktisk går på rækkerne med en notesbog.