Biologisk bekæmpelse, eller biobekæmpelse, er brugen af ​​levende organismer - rovdyr, parasitoider, patogener eller konkurrenter - til at undertrykke skadedyrspopulationer i landbrug og skovbrug. Tilgangen stammer fra det gamle Kina, hvor myrer blev brugt til at beskytte citrustræer, og blev formaliseret i slutningen af ​​det 19. århundrede med den succesfulde introduktion af vedaliabillen til at bekæmpe skæl i californiske citruslunde i 1888. Biobekæmpelsesstrategier omfatter klassisk (import og etablering af naturlige fjender), forstærkende (periodisk frigivelse af opdrættede agenser) og bevarelse (forvaltning af levesteder for at understøtte eksisterende gavnlige organismer). Almindelige agenser omfatter mariehøns, blonder, parasitiske hvepse, rovmider, Bacillus thuringiensis og entomopatogene nematoder. Fordelene omfatter reduceret kemikalieforbrug, målspecificitet og miljøsikkerhed; risici omfatter ikke-målrettede effekter, uforudsigelig etablering og behovet for omhyggelig lovgivningsmæssig screening. Moderne biobekæmpelse er en hjørnesten i integreret skadedyrsbekæmpelse og understøttes i stigende grad af kommercielle insektarier og præcisionsfrigivelsesteknologier.