Langt bag Kuiperbæltet, i den yderste kant af solsystemet, ligger Oortskyen. Det er en sfærisk skal af islegemer, der strækker sig fra omkring 2.000 til 100.000 astronomiske enheder fra Solen. Den er aldrig blevet observeret direkte. Dens eksistens udledes af banerne for langperiodiske kometer, som kommer fra alle retninger snarere end at klynge sig sammen nær ekliptika.

Den hollandske astronom Jan Oort foreslog skyen i 1950 for at forklare, hvorfor langperiodiske kometer opstår fra tilfældige retninger. Skyen menes at indeholde milliarder eller billioner af isfyldte objekter, der er tilbage fra dannelsen af ​​solsystemet. De blev dannet tættere på Solen, men blev slynget udad af gravitationsinteraktioner med de kæmpeplaneter.

Oortskyen er ikke stabil. Forbipasserende stjerner og Mælkevejens tyngdekraft skubber objekter ud af deres baner og sender nogle indad mod Solen. Disse bliver til de langperiodiske kometer, vi ser. Andre bliver kastet ud af solsystemet helt og bliver til usynlige objekter, der driver gennem det interstellare rum.

Intet rumfartøj har besøgt Oortskyen. På dens afstand ville selv en hurtig sonde tage århundreder at nå frem. Den er fortsat en af ​​solsystemets sidste uudforskede grænser.