Postmodernisme er en filosofisk bevægelse, der sætter spørgsmålstegn ved store fortællinger og objektiv sandhed. Den opstod i midten af ​​det 20. århundrede som en reaktion på modernismen. Modernismen troede på fremskridt, videnskab og universel sandhed. Postmodernismen er skeptisk. Den ser sandhed som konstrueret. Den ser kraften bag viden. Den ser fragmentering, ironi og pastiche.

Begrebet bruges i kunst, litteratur, arkitektur og filosofi. Inden for kunst blander postmodernismen stilarter og sætter spørgsmålstegn ved originalitet. I litteraturen bruger den metafiktion, upålidelige fortællere og intertekstualitet. I arkitekturen kombinerer den historiske elementer på legende måder. I filosofien udfordrer den fundamentalisme og universalisme.

Postmoderne temaer

• Store fortællinger er mistænkelige.
• Sandhed konstrueres, ikke opdages.
• Magt og viden hænger sammen.
• Identiteten er fragmenteret og flydende.
• Ironi og pastiche er almindelige.

Postmodernisme er kontroversiel. Kritikere siger, at den fører til relativisme og nihilisme. De siger, at den benægter muligheden for fremskridt. De siger, at den er obskur og selvforkælende. Forsvarere siger, at den er befriende. Den giver stemme til marginaliserede perspektiver. Den udfordrer autoriteter. Den afslører modernitetens skjulte antagelser. Postmodernisme er ikke en enkelt doktrin. Det er en stemning. Det er et sæt af holdninger. Det er en måde at se verden på. Den er svær at definere, fordi den modsætter sig definition. Det er passende. En bevægelse, der sætter spørgsmålstegn ved store fortællinger, modstår en stor fortælling om sig selv. Postmodernisme er mistanken om, at enhver historie er en historie, enhver sandhed er et perspektiv, og enhver autoritet er en magt. Denne mistanke er dens styrke og dens svaghed. Den åbner muligheder. Den lukker også for visheder.