Dekonstruktion er en analysemetode, der afslører skjulte modsætninger i tekster. Den viser, hvordan en tekst underminerer sin egen betydning. Den leder efter binære varianter: godt/ondt, mand/kvinde, tale/skrift. Den viser, hvordan disse binære varianter er ustabile. Det privilegerede udtryk afhænger af det andet. Betydningen er aldrig fastlåst.

Jacques Derrida udviklede dekonstruktion i 1960'erne. Han argumenterede for, at vestlig filosofi prioriterer tilstedeværelse og tale frem for fravær og skrift. Han viste, at tekster siger mere, end de har til hensigt. De indeholder spor af det, de udelukker. Dekonstruktion er ikke destruktion. Det er ikke negativt. Det er en omhyggelig læsning, der åbner op for nye betydninger.

Dekonstruktionskoncepter

• Binære modsætninger: par af termer med ét privilegeret.
• Forskel: mening udskydes altid.
• Spor: det udeladte udtryk efterlader et mærke.
• Logocentrisme: bias mod tale og tilstedeværelse.
• Uafgørbarhed: mening kan ikke fastlægges.

Dekonstruktion er kontroversiel. Kritikere siger, at den er nihilistisk. De siger, at den benægter sandheden. Derrida benægtede dette. Han sagde, at dekonstruktion er en måde at være ansvarlig på. Den sætter spørgsmålstegn ved autoritet. Den åbner tekster for nye læsninger. Det er ikke en metode i traditionel forstand. Det er en strategi. Den kan ikke anvendes mekanisk. Hver læsning er unik. Dekonstruktion påvirkede litteraturkritik, filosofi, arkitektur og jura. Den er forbundet med postmodernisme. Den er ikke for alle. Den er svær at læse. Den er let at parodiere. Men den rejser vigtige spørgsmål om mening, sandhed og magt. Teksten er aldrig lukket. Betydningen er aldrig endelig. Det er dekonstruktionens lektie.