Mellem den tynde skorpe og den metalliske kerne ligger den tykke klippefyldte kappe. Den strækker sig fra skorpens bund til en dybde på omkring 2.900 km og udgør omtrent to tredjedele af Jordens masse. Selvom den er fast, konvekterer kappen langsomt over geologisk tid.

Sammensætningen er domineret af silikatmineraler rige på magnesium og jern. Tryk og temperatur stiger med dybden, hvilket producerer faseovergange, der fremstår som seismiske diskontinuiteter. Den øvre kappe omfatter den stive lithosfæriske kappe og den duktile astenosfære; den nedre kappe er tættere og flyder mere trægt.

Kappekonvektion driver pladetektonik og leverer varme fra det dybe indre til overfladen. Søjler, der stiger op fra den dybe kappe, menes at nære hotspot-vulkaner. Næsten hele kappen er stadig utilgængelig for direkte prøveudtagning undtagen gennem sjældne xenolitter og fortolkning af seismiske bølger.

• Tykt klippelag mellem skorpe og kerne
• Solid, men konvektionsdygtig over lange tidsrammer
• Kilde til basaltisk magma
• Driver pladetektonisk bevægelse