En tabel organiserer data i rækker og kolonner. Hver række er en post. Hver kolonne er et felt. Skæringspunktet mellem en række og en kolonne indeholder en enkelt værdi. En kundetabel kan have kolonner for ID, navn, e-mail og tilmeldingsdato. Hver række er én kunde. Tabellen er den grundlæggende lagringsenhed i en relationsdatabase. Det er også den enhed, som brugerne forespørger. Når du skriver SELECT * FROM kunder, spørger du efter hver række og kolonne i kundetabellen.

Tabeller har egenskaber. De har et navn, der er unikt inden for skemaet. De har kolonner med definerede datatyper. De kan have begrænsninger: primære nøgler, fremmednøgler, unikke begrænsninger, kontrolbegrænsninger. De kan have indekser for at fremskynde forespørgsler. De kan have triggere, der aktiveres ved indsættelse, opdatering eller sletning. Tabellens design påvirker alt, der er bygget på den. En tabel med for mange kolonner er uhåndterlig. En tabel med for få tvinger join-funktioner frem, der kunne undgås. En tabel uden en primærnøgle er svær at opdatere pålideligt. En tabel med redundante data risikerer inkonsistens. Normalisering styrer tabeldesign. Målet er at gemme hver kendsgerning én gang. Det reducerer redundans og forbedrer integriteten. Det øger også antallet af tabeller. Flere tabeller betyder flere join-funktioner. Balancen mellem normalisering og ydeevne er en konstant spænding i databasedesign.

Tabelkomponenter

• Kolonner — felter med datatyper
• Rækker — poster
• Primærnøgle — unik identifikator
• Fremmednøgler — links til andre tabeller
• Indekser — øg hastigheden på forespørgsler
• Begrænsninger — regler for gyldige data

En tabel er en beholder til relaterede data. Beholderens struktur bestemmer, hvor brugervenlige dataene er.