Konsensus er, hvordan et blockchain-netværk bliver enige om, hvad der skete. Tusindvis af noder har kopier af hovedbogen. De skal nå frem til den samme konklusion om, hvilke transaktioner der er gyldige, og i hvilken rækkefølge. Uden konsensus ville hver node glide ind i sin egen version af historien. Netværket ville fragmentere, og hovedbogen ville blive ubrugelig.

Forskellige kæder når til konsensus på forskellige måder. Bitcoin bruger proof-of-work. Minere bruger elektricitet for at finde en hash under en målværdi. Den første, der lykkes, udsender blokken. Andre minere verificerer den og bygger ovenpå. Den længste kæde, målt ved kumulativt arbejde, repræsenterer netværkets aftale. Ethereum bruger proof-of-stake. Validatorer låser ETH og vælges til at foreslå og attestere blokke. Hvis de handler ondsindet, mister de deres andel. Begge systemer løser det samme problem: at få uafhængige aktører til at blive enige uden en central myndighed.

Krav til konsensus

• Aftale — alle ærlige noder accepterer den samme blok
• Afslutning — processen afsluttes til sidst
• Gyldighed — kun gyldige transaktioner er inkluderet
• Fejltolerance — systemet overlever nogle dårlige aktører

Konsensus er langsom i sin natur. Det tager tid at nå til enighed på tværs af tusindvis af uafhængige computere. Det er prisen for ikke at stole på en enkelt part.