En konsensusalgoritme er den regelbog, der lader noder blive enige. Proof-of-work, proof-of-stake, delegeret proof-of-stake og praktisk byzantinsk fejltolerance er de almindelige. Hver af dem foretager forskellige afvejninger mellem hastighed, sikkerhed og energiforbrug. Proof-of-work er kamptestet og dyrt at angribe. Det er også langsomt og forbruger enormt meget strøm. Proof-of-stake er hurtigere og energieffektivt, men kritikere hævder, at det favoriserer store indehavere og ikke er blevet testet så længe.

Valget af algoritme former alt om en kæde. Gennemløbshastighed, finalitetstid, hardwarekrav og decentralisering afhænger alle af det. En kæde, der bruger delegeret proof-of-stake, kan behandle tusindvis af transaktioner i sekundet, men koncentrerer kraften hos et lille antal validatorer. En proof-of-work-kæde distribuerer miningkraft mere bredt, men kan ikke skalere til den hastighed. Der er ingen gratis frokost. Skalerbarhed, sikkerhed og decentralisering trækker mod hinanden. Konsensusalgoritmen er der, hvor disse spændinger løses.

Almindelige algoritmer sammenlignet

• Bevis for arbejde — sikkert, langsomt, energikrævende
• Bevis for indsats — effektiv, hurtigere finalitet, plutokratiske tendenser
• Delegeret bevis for indsats — høj kapacitet, færre validatorer
• PBFT — hurtig finalitet, passer til tilladelsesbaserede netværk

Nyere kæder eksperimenterer med hybrider. Søgningen efter en bedre balance er i gang.