Et billede forsvinder, mens et andet forsvinder. I et øjeblik er begge synlige. Det er en dissolve, en gradvis overgang mellem to optagelser. Det er blødere end et klip, som er brat. Dissolve antyder et tidsforløb, et stedskift eller en forbindelse mellem to scener. Det er en af ​​de ældste overgange i film, og den er stadig i brug i dag.

Opløsningen har mange anvendelser. Den kan komprimere tiden, vise en karakter der ældes eller en årstid der skifter. Den kan forbinde to relaterede scener og antyde en tematisk forbindelse. Den kan blødgøre et spring i stedet. Den kan skabe en drømmende, lyrisk effekt. Den kan signalere et flashback eller en fantasi. Effekten afhænger af konteksten og varigheden af ​​opløsningen. En langsom opløsning føles sløv. En hurtig opløsning føles presserende.

Dissolve var mere almindeligt i klassisk Hollywood end det er i dag. Moderne film foretrækker ofte klipninger, som er hurtigere og mindre påtrængende. Men dissolve er stadig et nyttigt værktøj. Det bruges i montager, i overgange mellem akter og i øjeblikke med følelsesmæssig transition. Når det bruges godt, er det usynligt. Når det bruges dårligt, er det klodset. Klipperens vurdering afgør hvilken.