Teisme er troen på, at en gud eller guder eksisterer. I sin mest almindelige moderne brug refererer det til overbevisningen om, at der er én Gud, som er personlig, transcendent og involveret i verden – skabende, opretholdende og i nogle traditioner gribende.

Klassisk teisme, formet af jødisk, kristen og islamisk tankegang såvel som af græsk filosofi, tilskriver Gud egenskaber som almagt, alvidenhed, perfekt godhed og evighed. Gud er ikke en del af universet, men dets kilde; forholdet er et af afhængighed snarere end paritet. Variationer findes. Deisme accepterer en skaber, men benægter løbende indgriben. Panteisme identificerer Gud med selve universet. Panenteisme hævder, at verden eksisterer i Gud uden at udtømme den guddommelige virkelighed.

Argumenter for teisme har spændt fra de kosmologiske og teleologiske beviser fra middelalderens og tidligmoderne filosofi til nutidige versioner, der trækker på finjustering eller bevidsthed. Kritikere fremfører problemet med ondskab, succesen med naturalistiske forklaringer og mangfoldigheden af ​​religiøse påstande. Debatten fortsætter i både akademiske og populære former.

For teisten er Guds eksistens ikke en valgfri hypotese, men den grundlæggende kendsgerning, der giver mening til eksistens, værdi og mening. Alt andet er sekundært.