I almindelig tale indløser en person et pantsat ur ved at betale det krævede beløb og få det tilbage. Den bibelske betydning bevarer den kommercielle karakter, samtidig med at indsatsen øges. At indløse er at købe tilbage det, der er gået tabt, at befri det, der har været holdt i en andens magt.

I De Hebraiske Skrifter optræder konceptet i flere sammenhænge. En slægtning kunne indløse jord, som en slægtning var blevet tvunget til at sælge, eller gifte sig med en barnløs enke for at bevare familielinjen. Gud beskrives gentagne gange som Israels Forløser, den der førte folket ud af Egypten og senere fra det babylonske eksil. Betalingsbilledet forbliver: befrielse har en pris, selv når prisen bæres af Gud selv.

Kristen teologi bruger det samme verbum og anvender det på Kristi værk. Menneskeheden fremstilles som slavebundet af synd og død; Jesu død er prisen, der sikrer befrielse. Forskellige traditioner understreger forskellige aspekter – tilfredsstillelse af guddommelig retfærdighed, sejr over fjendtlige magter eller demonstration af kostbar kærlighed – men kernepåstanden er, at frihed ikke er selvskabt. Den er købt.

Ordet har stadig en personlig kant. Nogen taler måske om at forløse et spildt år eller et skadet omdømme. I begge tilfælde er ideen den samme: det, der syntes at være forspildt, bliver genvundet, og genvindingen er ikke gratis.